KRONIK FRA POLITIKEN

P1470667

COMPUTERE ER VIGTIGE, MEN HUSK FUKSSVANSEN

Af Henrik Madsen, centerchef for Børn og Familie, Sorø kommune og Mariella Harpelunde Jensen, hulebygger

Måske kender du den? Fornemmelsen af at sætte en fukssvans i et bræt? Den sidder i hånden, går op i armen, følelsen af grebet i håndsaven, den langsomme bevægelse når man trækker saven tilbage, skærer den første rille i træet og saven får fat. Når vi saver, gør vi noget som menneskeheden har gjort i næsten 3.500 år, håndsaven blev nemlig opfundet i det gamle Egypten med savklinger lavet af kobber og når vi først har lært at save, så glemmer vi det aldrig.

Mange vil sige, at fukssvansen ikke bør spille nogen særlig rolle i den danske folkeskole i den digitale tidsalder, men det børnene oplever, når de lærer at skære kontrolleret med fukssvansen og lave flotte præcise snit i brædder og lægter, handler om meget mere end brædder og træ. Det handler om at beherske praktiske fysiske færdigheder og om at træne forbindelsen mellem hjerne og hænder.

Det er de samme færdigheder, som en kirurg anvender, når hun eller han udfører sine snit med sit værktøj under en kompliceret operation på hospitalet og det er de samme færdigheder, som professionelle e-sport gamers behersker ved tastaturet, når de lader sig flyde med spillets rytme og laver det næste “kill” præcis på det rigtige tidspunkt. Det handler om at mestre sit værktøj, om det er tastatur, skalpel eller fukssvans.

Vi lever i en tid, hvor mange arbejdsopgaver automatiseres, mailservere afløser postbude, selvkørende biler afløser chauffører og pengeautomater afløser bankpersonale, men der er også rigtig meget robotterne ikke kan. Robotter kan ikke renovere et gammelt hus, udvikle brød og kageoplevelser som en god bager eller konditor, de kan ikke spille Champions League fodbold, vinde verdensmesterskabet i Counter Strike, dirigere et stykke musik, passe børn i børnehaven eller opfinde ny teknologi – og de kan ikke reparere din vandlås, når den går i stykker. Robotter er ikke kreative, de har ikke håndelag og kan ikke håndtere værktøj, de ER værktøj.

Vi har derfor stadig brug for at uddanne mennesker med konkrete praktiske fysiske færdigheder og en veludviklet knivskarp forbindelse mellem hjerne og hænder. Blandt andet til at udvikle nye robotter eller reparere dem, når de går i stykker.

P1480572

Hvis man skal lære at bygge, er fukssvansen kun begyndelsen for den er kun eet af mange stykker værktøj og redskaber man skal lære at beherske. Der er også tommestokke, smigvinkler, vaterpas, tømrerblyanter, vinkler, skruetvinger og senere mange meget specielle stykker værktøj, som kun særlige kompetente håndværkere kender til. Evnen til at mestre et stykke værktøj med hænderne påvirker og udvider vores bevidsthed og fysiske muligheder. Tænk bare hvor afhængig vi er af alle vores redskaber og værktøj, uden dem ville livet være utrolig besværligt. Uden cykelpumpen kan vi ikke pumpe luft i cykelslangen, uden nøglen kan vi ikke låse døren, uden støvsugere ligner vores hjem snart en støvet rodebutik.

Håndværktøj som save og smigvinkler er kulturelle genstande, som bærer deres egen historie om hvordan de bedst anvendes og hvad der er meningen med dem, ligesom et musikinstrument eller lægens operations redskaber. Vi formes af værktøjet, når vi bruger det, da det jo fungerer bedst, når det anvendes på den måde som de mange mennesker, der gennem hundreder af år har raffineret det, har bestemt. Man kan sige at værktøjet i sig selv indeholder en dyb gammel viden og at vi, når vi sætter fukssvansen i brættet bliver oplært i at save via savens design, størrelsen af dens tænder, antallet af tænder, savens samlinger, at den er lavet af koldhvalset stål og ikke det blødere kobber, som i de gamle egypteres tid osv osv. Værktøjet lærer os håndværket, mens vi arbejder med det.

Sådan er det også med computeren, den lærer os også hvordan vi skal bruge den, mens vi arbejder med tastatur, software og mus for ellers virker den jo ikke optimalt. Processerne ved computeren er mere usynlige, de foregår i lukkede elektroniske kredsløb bag harddiskens eller tableténs cover, men de er også fysiske ift, hvordan vi anvender tastaturet, dets taster og funktioner.

Det er nok de færreste der giver sig tid til at tænke over, hvordan tastaturet har udviklet sig fra de første skrivemaskiner i midten af 1860’erne til idag, men tastaturet har som den menneskelige civilisations mange andre værktøjer selvfølgelig også forandret sig. F.eks opfandt Steve Jobs i 1980 Apple-command-tasten, som jo egentlig bare kan det samme som control-tasten og placerede den i Apples tastaturer, nok en af de største revideringer af tastaturet som værktøj i 120 år. Professionelle gamers har faktisk en målestok for hurtigheden på tastaturet, de kalder det APM, actions pr minuts og man kan på youtube finde adskillige videoer med unge asiater der kan gøre de mest utrolige ting på tastaturet i højhastighed. Computeren og tastaturet er vigtigt værktøj, som vores tids børn må lære at bruge og mestre gennem læringsprocesser, der i høj grad involverer kombinationen af hænder og hjerne, præcis lige som fukssvansen.

Derfor er det også nedslående, at den almindelige danske skolelærer, skoleleder, politiker og børnefamilie ikke ved, hvor meget det kræver at blive en dygtig håndværker og hvor mange avancerede læringsprocesser en lærling gennemgår på rejsen fra lærling til mester. I stedet opfattes håndværksuddannelserne i dag som noget man kan vælge, hvis man ikke er dygtig nok til gymnasiet. Det kan lyde hårdt, men håndværksuddannelserne er på mange måder blevet en skraldespand for de dumme, de utilpassede og de svage elever og det skræmmer de dygtige elever væk fra håndværksfagene. Dem der har talent for at kombinere et stykke værktøj eller redskab med en udfordrende innovativ tanke, dem der har det praktiske overblik og burde blive fremtidens håndværksmestre og entreprenører, designere, arkitekter, ingeniører søger ikke ind på de tekniske skoler og med god grund, for hvem gider at være en taber? Og hvem husker forresten historien om snedkerlærlingen, der endte som professor på Harvard?

Samtidig er der opstået en offerkultur omkring de tekniske skoler, en kultur der forstærker fortællingen om, at eleverne her skal beskyttes, hjælpes og støttes med løn under uddannelse, kommunale og statslige systemer som passificerer eleverne, umuliggør lærepladser fordi det er for dyrt for virksomhederne og som “brander” eleverne som ofre i stedet for aktive fagligt sultne kæmpetalenter, som alle arbejdsgivere kæmper om at få lov til at få i lære. For hvem vil ikke gerne have en super dedikeret lærling, der brænder for sit fag, knokler røven ud af bukserne de 8 måneder om året han eller hun ikke har ferie eller er på skole, og som tydeligvis vil revolutionere sit fag gennem sit virke?

Der mangler kort sagt viden i vores samfund om håndværk og der mangler fokus på håndværksfagene i folkeskolen, men det er heldigvis aldrig for sent, for skolerne er fyldt med skønne nysgerrige børn der ikke har nogen fordomme ift håndværksfagene, hvis bare de voksne holder op med at tale om tabere.

P1480621

I Sorø kommune på Vestsjælland har skoleforvaltningen over de sidste tre år eksperimenteret med at opkvalificere snakken om håndværksfagene i folkeskolernes mellemste klasser i et tæt samarbejde med den lille socialøkonomiske virksomhed DANSK HULEBYG. Over en serie af workshops med hulebyggeri, en lejrskole og talentforløb har skoleforvaltningen og det lille firma eksperimenteret med talentudvikling med børn med særligt talent for praktiske færdigheder. Det er der blevet avancerede geometriske huler ud af, gode oplevelser for en masse femte klasses elever, men der er også nogle interessante findings i arbejdet. Først og fremmest har det vist sig, at være et usædvanligt træk fra skoleforvaltningen side, at turde satse penge og ressourcer på at udvikle talenter med praktiske færdigheder og ikke som det traditionelt gøres landet over, udelukkende talentudvikle elever med henblik på matematik, naturfag og dansk.

Alene tanken om at barnet der har en særlig evne for at løse praktiske opgaver og tilegne sig praktiske færdigheder med sine hænder er talentfuldt, er sjælden i dagens folkeskole. At anerkende at barnet der besidder en stærk “lære-nemhed” i forhold til at lære at bruge redskaber, håndværktøj, teknisk udstyr og mekanik har et talent er en provokerende tanke for mange både lærere, skoleledere og forældre. Ikke desto mindre er det jo ikke alle mennesker der har disse evner eller har mulighed for at tilegne sig dem til perfektion gennem hverken træning og øvelse.

Der er altså en stor gruppe talentfulde børn i Danmark i dag, som ikke anerkendes for deres dygtighed og deres begyndende færdigheder, og som ikke undervises så de kan udvikle deres særlige talent. Man kan faktisk sige at disse børn reelt ikke bliver anerkendt eller har nogen værdi i folkeskolesammenhæng. Det er uklogt og uretfærdigt på mange måder, for vi har brug for disse talentfulde børn og unge.

En anden finding i arbejdet i Sorø er, at børnene oplever at hulebyggeri og konstruktionsarbejde gør matematik og geometri sjovere, mere tilgængeligt og meningsfyldt. Det vil sige at håndværket kan bidrage til andet og mere end træning af forbindelsen mellem hjerne og hænder, men også motivere og perspektivere ift matematikkens verden; vinkelmåling, beregning af en cirkel, retvinklede trekanter, Pythagoras og pi. Det praktiske fysiske arbejde med modelbyggeri, overførsel af mål til lægter og brædder og den fysiske konstruktion af hulerne tænder altså børnene på de klassiske færdigheder inden for matematikken og fysikken. Fagene giver pludselig mening.

P1480812

Hvis man giver sig til udelukkende at betragte folks hænder, når de arbejder, så er det som om en anden verden åbner sig. Den amerikanske neurolog og hjerneforsker Frank R Wilson kalder den menneskelige hånd for et biomekanisk mirakel og beskriver den som en af de mest bemærkelsesværdige biologiske tilpasninger i evolutionens historie. Han mener også at forbindelsen mellem hjerne og hænder går begge veje. Ikke kun fra hjernen ned i hånden, men også den anden vej.

En tredje opdagelse i arbejdet med hulebyggeriet er, hvordan der i den traditionelle verden inden for arkitektur, design og byggeri en besynderlig afgrænsning mellem de mere teoretiske modelbyggende arkitekter og de håndværkere, som senere i processen skal overføre målene fra tegninger og modeller og udføre arkitekternes drømme i virkelige materialer og samlinger. Her er der virkelig tale om faggrænser og næsten uvidenhed og uinteresse for hinandens områder. Mange håndværkere ved ikke hvad BIG er, navnet Bjarke Ingels siger dem ingenting, den verdensberømte danske arkitekt og hans arkitekthus’s succes vækker ikke deres faglige nysgerrighed, de nøjes med mindre – og på den anden side ringer der mange steder ingen klokker i arkitektkredse, når snakken går på materialekendskab eller hvad man egentlig kan med en skrubhøvl, når 3d-printeren må give op og der skal sættes et ellipseformet tag på modellen. Det svarer lidt til en filminstruktør ikke har nogen viden om fotografens arbejdsredskaber: kamera, objektiver og lys. Der findes selvfølgelig gode eksempler på det modsatte, men tendensen er klar og disse fagafgrænsninger og uinteressen for hinandens fag er ikke bare uklog, den hæmmer også udviklingen af spændende byggeri og arkitektur i Danmark. Men også her er der håb, når man ser 5. klasserne i Sorø bygge avancerede målfaste modeller, diskutere design og herefter gå videre til de rå materialer. Fremtidens unge kan opløse disse afgrænsede verdener og i stedet styrke samarbejde og udvikling mellem hjernen og hånden, arkitekterne og håndværket og skabe nye vidunderlige bygninger og konstruktioner sammen i fremtiden. Hvis vi hjælper dem, allerede i skolen. Jo tidligere, desto bedre.

Det nye fag i folkeskolen Håndværk og design har det ikke godt. Faget er underprioriteret og lider voldsomt under tidens fascination af akademisk stræben, læreruddannelsens manglende faciliteter og håndværksfagene lave status ude i samfundet. Der er for få værksteder tilbage ude på skolerne og der er ikke mange ildsjæle tilbage i lærerkollegierne der brænder for at inspirere de talentfulde børn, men de findes, og sammen med kommuner som Sorø er der håb for at folkeskolen kan løfte hovedet fra bøgerne og forstå at kombinationen af hånd og hjerne er en unik færdighed med tusind år bag sig og at håndværket og anvendelsen af værktøj og redskaber er en central del af det at være menneske og derfor også skoleelev. Man kunne sige at det er en uundværlig del af vores menneskelighed og dannelse.

De hurtige fingre på computernes tastaturer er mere beslægtede med de traditionelle håndværk som tømrer, snedker, murer og smed, end vi tror. Det handler om at få lov at lære fysiske færdigheder i skolen, de traditionelle håndværksfag kan noget med eleverne, de kan åbne børnenes verden for, hvor berigende det er at beherske en færdighed, at kunne noget med hænderne, at skabe noget, at føre ideer ud i livet og se dem blive til virkelighed.

Når eleverne i 5. klasserne i Sorø efter endt hulebyggeri kigger på den hule de har tegnet og bygget med deres klassekammerater kan følelsen, ifølge dem selv, sagtens måle sig med følelsen foran computeren, når man har knækket koden og klaret næste level i et spil. De fleste af børnene i 5. klasse har endnu ikke opdaget, at hulerne de har bygget og har det så sjovt med, ude i samfundet kaldes “at være håndværker” og at håndværkere mange steder ude i samfundet kaldes for tabere i skolesammenhæng.

Det er vores pligt og opgave, som voksne, forældre, lærere, skoleledere og politikere, at prioritere at stimulere de talentfulde børn med flair for praktiske færdigheder og vise dem vej ind i håndværksfagene. Mest af alt handler det om, at vi, de voksne selv begejstres ved at introducere endnu et videbegærligt barn til, hvordan man fører fukssvansen ned i træet og barnet videre ind i de praktiske færdigheder verden.

P1490867

P1490729