VANDMØLLE-HULEN

P1710286

Buster og hans venner fører møllebygger-traditionen videre

Rasmus, Patrick, Ema, Asmitha og Buster skal bygge en vandmølle et hemmeligt sted i skoven nogle kilometer uden for Sorø på det vestlige Sjælland. For de fem venner fra 5. klasse er det underligt at tænke på, at de nu bliver en del af tusind år gammel tradition for vandmøllebyggeri, for kun 200 meter fra stedet hvor de bygger, anlagde munke fra Sorø kloster nemlig en vandmølle i middelalderen og i hundredvis af år blev vandets kraft brugt til produktion af fødevarer og industri på præcis dette sted. Denne tradition for at bruge vandets kraft, skal de fem venner nu føre videre.

Buster er en af de fem møllebyggere, han fik sin første skruemaskine til sin 12 års fødselsdag, han går på jagt med sin far, håndterer en stiksav, som var det en forlængelse af hans arm og han er vild med naturen. Buster er sammen med sine fire venner nøje håndplukket til opgaven med vandmølle-byggeriet, som foregår i tæt samarbejde med naturvejlederen Kirsten Blicher Friis fra det lokale naturcenter og håndværkere fra den lille virksomhed Dansk Hulebyg, som har specialiseret sig i at bygge spændende huler og konstruktioner med børn. De fem børn har udvist stort talent for praktiske færdigheder, byggeri, design, matematik og geometri i et undervisningsforløb med deltagelse af skoleelever fra Sorø kommunes seks folkeskoler og nu er de udtaget af Dansk Hulebyg til en tre dages masterclass ledet af hule- og tømrermester Allan Bergenholz for at blive endnu dygtigere, denne gang med et udvidet fokus på vandkraft og hydraulik. Og det skal vise sig, at der er masser af udfordringer mellem piletræerne og sivene ved søbredden i Sorø. Børnene skal bygge vandmøllen lige der, hvor Mølleåen munder ud i Tystrup sø og de har både waders, fukssvans, skruemaskine, stiksav og byggematerialer.

Ud i naturen 

Buster og hans venner trækker i waders fra morgenstunden, en del af arbejdet med møllebyggeriet foregår nemlig helt fysisk nede i åen, som er cirka 15 cm dyb på det sted, hvor børnene vil anlægge vandmøllen. Vandet der strømmer ned gennem den lille å fra det omkringliggende landskab og de mange kilder med retning mod Tystrup sø er kun 8 grader, det kommer fra kilder dybt under jorden, kildevæld og afvanding af bakker, marker og skrænter og børnenes waders beskytter dem mod kulden, men Buster og vennerne er ikke længe om at opdage, at vandet ude i den store Tystrup sø er langt varmere end åens vand. I søen er vandet nemlig varmet op af juni solens stråler til 18 grader og en efter en vandrer børnene langsomt nogle meter væk fra åen og ud i søen, hvor de blidt vugges af bølgerne og spejder ud over den enorme vandflade. Her er lunt og rart.

12 årige Ema bemærker, hvordan det føles besynderligt, at vandet trykker luften ud af hendes waders, så gummibukserne næsten strammer om benene. Hun beskriver også, hvordan det er anderledes at gå i vandet, når man ikke kan se sine fødder. Hun og veninden Asmitha nyder den særlige fornemmelse det er, at stå midt i naturen omgivet af elementerne vand, luft og sand. Der er stille ved det hemmelige sted ved søbredden, her er ingen mennesker at se, ingen biltrafik, kun lyden af bølgerne der slår op på bredden, fuglene, vinden i sivene og fornemmelsen af sand under de mørkegrønne waders-gummistøvler. Pigerne kigger ud over næsten syv kvadratkilometer vand, Tystrup sø er en af Sjællands største søer og 23 meter dyb på det dybeste sted. Det er svært at forestille sig, men stillede man Rundetårn på bunden af søen ville kun halvdelen af tårnet stikke op over vandoverfladen. Buster, Rasmus, Ema, Asmitha og Patrick kan stå på hinandens skuldre 3 gange, så dybt er der.   

At kontrollere vandet

Nu starter gravearbejdet, børnene graver i åen med en spade og bruger plader til at styre vandet. Der skal bygges en mur i åen, som kan dæmme vandet op i et bassin, hvorfra vandet så ledes videre via en kanal ind til et møllehjul, men det er ikke så enkelt at bygge en mur i åen, vandet finder hele tiden en vej forbi plader og spade, det smutter gennem alle sprækker, graver sig under pladerne, smutter ud mellem sprækker i træet og graver nye kanaler i siden af dæmningen. Det tager næsten Patrick, Buster og vennerne fem timer at forstærke og tætne dæmningen i Mølleåen med brædder, sten, rødder, sand, jord, grene og en enkelt hjemmelavet sandsæk før vandet ikke længere smutter væk, men bliver i bassinet og langsomt begynder at stige. Rasmus står klar med tommestokken for at måle vandets stigning og han registrerer, hvordan det stiger fra 15 cm til 20, 25, 30 cm, og nu breder panikken sig blandt børnene, for hvad vil der ske, hvis vandet når helt op til kanten af dæmningen, som er bygget 60 cm høj? Vil vandet rive dæmningen med sig ud i søen og ødelægge de mange timers arbejde? Alle bliver enige om, at det er tid til at bygges den kanal, der skal lede vandet fra dæmningen videre ind i konstruktionen, hvor møllehjulet skal sidde. Kanalen vil nemlig reducere trykket og presset på dæmningen og nu må det godt gå hurtigt.

Hulemester Bergenholz sætter Patrick og Ema igang med byggeriet af kanalen, som bankes sammen af gamle forskallingsbrædder, der skæres til og skrues sammen. Det tager ikke lang tid at bygge kanalen, men der viser sig hurtigt nye udfordringer, for hvis kanalen ikke er helt lige, helt i vater, så løber vandet ujævnt, vandspejlet bliver skævt og vil derfor trække skævt i vandmøllens hjul, og pludselig skifter fokus fra kontrol af vandet til præcision i møllebyggeriet. Tommestok og vaterpas er i brug og imens holder Rasmus konstant øje med vandstanden i bassinet, som stiger og stiger. Nu er der 35 cm vand i bassinet, 40, 45 cm. Vandstanden i det opdæmmede bassin er nu tre gange højere, end da byggeriet gik i gang. Mon det betyder en tredobling af den kraft vandet kommer til at ramme møllen med?  

Konstruktion fra gamle gamle dage

De fem børn bygger deres egen version af en af de ældste former for vandmøller vi kender i Danmark; vertikalmøllen, altså en mølle, hvor møllehjulet hænger lodret på en akse. De første vandmøller konstrueret efter dette princip blev bygget i Danmark i vikingetiden og allerede dengang fandt man ud af at opdæmme vandet bag møllerne i dæmninger, såkaldte mølledamme. Overalt i Danmark gravede man søer ud eller opdæmmede allerede eksisterende søer, for at bruge dem til at lede vandets kraft frem til vandmøllerne, man aftalte også, hvor høj vandstanden skulle være i dammene, det måtte jo ikke løbe over, for så blev marker og jord omkring dem ødelagt – og præcis som Rasmus der nu står med sin tommestok og måler vandstanden i børnenes bassin målte man vandstanden i mølledammene. Man opfandt faktisk en særlig måleenhed, et flodemål.

Buster og vennerne har arbejdet i åen hele dagen, kanalen er kommet i vater og vandet løber nu fra bassinet og ind i kanalen. Vandet er stoppet med at stige, vandstanden i bassinet er 60 cm. Børnene retter stadig sten til i dæmningen og indimellem trænger en ubehagelig lugt op fra åen, når en af dem rammer en lomme med rådnende planter i bunden. Man kan bedst beskrive det som at åen prutter.

Gassen der kommer op af åen dannes, når planterester rådner uden ilt i åens mudrede sandede bund og består mest af metangas, som også er en del af menneskets prutter. Det lugter virkelig fælt og fortæller samtidig historien om, hvor mange mineraler, småsten, dyr og planterester åen transporterer og hvordan de mange elementer i vandstrømmen skaber nye processer, ikke bare i vandet, men også i åens bredder og bund. Åen er en hel verden af vand, der hele tiden bevæger sig.

Blodsugende igler

Asmita og Ema begynder at høste pil og siv til at beklæde vandmøllens vægge og tag med – og her får Ema sin første oplevelse med igler, som er et langstrakt lidt fladtrykt dyr med en blød krop, der kan udvide sig og trække sig sammen. Bagest på iglens krop sidder der en slags sugekop, som gør det muligt for iglen at suge sig fast til underlaget og derudover har iglen en sugemund som den bruger, når den suger blod fra sit bytte.

De igler som lever i danske søer, f.eks i Tystrup sø suger ikke blod hos mennesker, der er kun een art i Danmark som gør det, den kaldes “lægeiglen” og den er meget sjælden og fredet i Danmark. Iglerne lever istedet af larver eller snegle og enkelte af dem suger blod hos fisk eller søfugle. Der er altså ingen fare for at iglerne i søen skal suge sig fast på Ema og drikke hendes blod, men hun har en god fantasi og hun kan sagtens forestille sig, hvor ubehageligt det ville være bare ved synet af de svømmende blodsugere i vandet mellem sivene, så hun skal ikke nyde noget. Pigerne høster pil og siv med en havesaks langs søbredden og bærer bundter hen til vennerne, der fletter, skruer og bygger. Og pludselig har de alligevel glemt alt om de klamme igler.

Underfaldsmølle

Langsomt tager vandmøllen form, Buster og Rasmus bygger møllehjul og sætter padlebladshjul på hjulet og sammen med hulemester Bergenholz monterer de hjulring på vandhjulsaksen. Nu ledes vandet fra bassinet bag dæmningen gennem kanalen frem til møllehjulet, som vandet rammer for neden. På den måde får vandet hjulet til at dreje rundt i vandets retning.

Konstruktionen kaldes en underfaldsmølle og virker efter samme princip, som de møller man byggede i Danmark i vikingetiden og i middelalderens samfund, hvor vandmøllerne efterhånden blev meget vigtige, da der dengang hverken fandtes elektricitet, computere eller dampmaskiner og sammen med vindmøllerne blev vandmøllerne de første maskiner, der hjalp mennesker til at gøre arbejde mere effektivt. Man siger at en mølle gjorde 100 menneskers arbejde.

Flere udfordringer

Der er et uvejr på vej fra sydvest og søens bølger bliver voldsommere. Buster og vennerne har efterhånden vænnet sig til den vilde natur ved den enorme Tystrup sø, som også huser et haveørnepar og gennemstrømmes af Sjællands største å, Susåen. De står midt i det vand der flyder fra Mølleåen gennem vandmøllen, ud i søen og videre i Susåen som 30 km længere væk munder ud i Karrebæk fjord og bygger. De enorme vandmasser som passerer gennem vandsystemerne der strækker sig fra Susåens udspring ved Rønnede og frem til Karrebæk fjord transporterer dagligt tusindvis af liter vand og det er denne kraft som den lille vandmølle nu forsøger at udnytte en lille smule af, men møllehjulet drejer meget langsomt og især Rasmus er nede over, hvor langsomt det kører.

Hulemester Bergenholz  mener at udfordringen er friktion. Friktion er gnidnings- eller rullemodstand, altså det der sker, når to ting bevæger sig i forhold til hinanden, mens de presses imod hinanden. Friktionen er en kraft der trækker modsat den retning legemerne bevæger sig i og friktionen får møllehjulet til at køre langsomt. Men hvordan gør man friktionen mindre, spørger Rasmus og han har svært ved at skjule skuffelsen over at møllehjulet nærmest kører i slow motion. Hulemester Bergenholz svar på spørgsmålet er en lille smule uventet. “Kærgården”, svarer han. Og med det mener han altså det smørlignende mejeriprodukt, som man kan købe i alle supermarkeder. Fedt og olie modvirker nemlig friktion, så ifølge hulemesteren vil vandmøllens hjul køre hurtigere, hvis hjulets akser smøres med Kærgården, som jo består af 75% mælkefedt og 25% planteolie. Asmitha, Ema og de andre er skeptiske, men Buster er med på ideen og nu dukker der en pakke Kærgården frem ved vandmøllen.

Et øjeblik efter er akserne smurt og nu lytter alle, for det er nemmere at høre end at se med det blotte øje om møllehjulets hastighed er gået op.Og jo, det kører hurtigere, det kan alle høre, faktisk dobbelt hastighed.

Rasmus snitter “oldtids style” fiskespyd

Rasmus har også fået tid til at designe sit eget fiskespyd. Han har en ide om, at han i et heldigt øjeblik kan spidde en aborre i søen. Han har afbarket en pilegren og snittet den op i fire dele i den ene ende og han er ret glad for sit spyd, hans venner er dog ikke så overbeviste om hans kommende succes som fisker, som han selv er. Udover gedder, sandart og aborre kan man fange 23 forskellige slags i vandet omkring Rasmus og vennernes vandmølle, heriblandt den sjældne xxx. Ligesom man har bygget vandmøller i området i gamle dage, så har man også fisket. Arkæologer har faktisk fundet beviser på, at der er blevet fisket i søen for 6.000 år siden. De har både fundet flettede ruser, som er en slags fiskefælder, fiskekroge og lystre, som er fiskespyd lavet med knogler og flint – og  Rasmus har uden at vide det designet et fiskespyd næsten identisk med de fiskespyd der er fundet ikke langt fra Tystrup sø af arkæologerne fra Nationalmuseet. Oldtidens mennesker brugte bare knogler og flintesten til spydets spids, men designet er overraskende ens.

Det er ligesom om at naturen og landskabet har en indre logik og når Rasmus og vennerne følger den, så frembringer de tanker, konstruktioner og redskaber som til forveksling ligner fortidens. De fem børn er ude hele dagen fra 9.00 til bussen henter dem igen ved hovedvejen klokken 15.00, og de er ikke trætte. Nærmest tværtimod. Og tømrer- og hulemester Bergenholz er nærmest bekymret for om der er nok arbejde til børnene, når de er så aktive og dygtige til at bygge og konstruere.